Spædbørn suger energi og opmærksomhed ud af nybagte forældre – og så kan sexlivet få trange kår. To voksenaftener om måneden er recepten, siger sexolog Tanja Rahm.
Det står sløjt til med romantikken og elskoven i mange børnefamilier. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man skal tro læserbreve, bøger om parforhold og tv-programmer med sexskoler. Sex- og samlivet går i hårdknude, når blekasserne bæres ind over dørtærsklen. Al tid og energi går med at amme, berolige, sove og vaske, og hvis man havde håbet på at bevare et spontant og frodigt sexliv, bliver man som regel slemt skuffet.
Men det behøver ikke nødvendigvis gå så galt, siger sexolog Tanja Rahm. Hun er medstifter af Sex- og Samlivsrådgivningen i København og møder mange par, hvor sexlivet er gået noget i stå, efter at de har fået børn. Hun siger, at omdrejningspunktet for at blive ved med at have et lidenskabeligt forhold er at blive bedre til at tale sammen – specielt om vores behov.
Tid til kærtegn
“Vi skal simpelthen sætte tid af til at være voksne sammen – tale sammen, overraske hinanden og have sex,” siger Tanja Rahm. “Vi skal hver især overraske vores partner en gang om måneden med fx en picnic til stranden, en middag på sengekanten eller bare total opmærksomhed. Mange vil synes, at det er i overkanten at afsætte to aftener hver måned til at være sammen uden børn, men det er jeg uenig i. Vi er ikke dårligere forældre, fordi vi en gang hver 14. dag er uden børn om aftenen. Tværtimod! Jo mere vi gør for os selv, jo mere overskud har vi til vores børn.”
Og det behøver ikke at blive nogle stille aftener, for der er meget, vi skal have snakket med hinanden om. Som spædbørnsforældre er det et anderledes liv, vi fører.
“Vi har fået nye roller som far og mor, og dermed får man også mange nye værdier. Det er ikke sikkert, at det er de samme ting, man lægger vægt på, som tidligere. Derfor skal vi også spørge os selv og hinanden, hvad der er vigtigt på det her tidspunkt i vores liv. Hvad er det, der betyder noget i dagligdagen for, at man har det godt?”
På de voksenaftener vil meget af tiden gå med at tale om ens børn og løse hverdagens problemer, men et af formålene med at holde fri fra børnene er at bevare gnisten i forholdet og blive ved med at have et godt kærligheds- og sexliv, siger Tanja Rahm. Og her er der virkelig noget at snakke om. For siden parret har fået børn, er der sket noget med kvindens seksualitet.
Seksuel tørkeperiode
På det fysiske plan har manden ofte det samme behov for sex og fysisk kontakt med deres elskede som tidligere. Desværre må mange mænd forberede sig på en mindre overraskelse, hvis de ikke i forvejen er klar over, hvad en fødsel og den efterfølgende tid med amning kan medføre – nemlig en seksuel tørkeperiode.
“På det seksuelle plan bliver nærheden og trygheden nemlig ofte vigtigere for kvinden end den seksuelle kontakt,” fortæller Tanja Rahm. “Hun har måske ikke længere det samme behov for sex, som hun havde tidligere, fordi hun bliver stimuleret på det fysiske plan af at amme, putte og synge med børnene. Faktisk kunne mange kvinder ofte undvære sex helt i denne periode, fordi de måske har fået et helt nyt syn på sig selv, deres krop og deres seksualitet.”
Det er et helt nyt sæt af værdier, som mændene ofte ikke er bekendt med, og det er en af grundene til, at det er så vigtigt, at parret taler sammen, så de kan lære hinanden at kende på ny.
Frustrerede mænd
Umiddelbart lyder det som en lidt svær situation, som mændene nok ikke er helt bekendt med, inden de indgår en ægteskabskontrakt og overvejer familieforøgelse. Det behøver nu ikke at være så vanskeligt for mændene endda – hvis kvinderne bliver bedre til at fortælle om deres behov og syn på tilværelsen.
“Mændene er frustrerede og forvirrede over, at de gamle scoretricks ikke længere har samme effekt. Han forsøger at spille på alle tangenter, men kan ikke finde ud af, hvad der skal til, for at forholdet slår gnister – og at soveværelset genlyder af andet end barnegråd.
Han forsøger med de kneb, som virkede engang, men ofte virker de ikke mere. Nu skal kvinden gribes an på en helt anden måde. Han vil gerne gøre det rigtigt, men aner ofte ikke, hvordan han skal gøre.”
Desuden kan det virke som et nederlag for mange mænd at skulle erkende, at han ikke længere kender sin kvindes behov, for dem kendte han jo engang. Det kan tilmed være svært for mange mænd overhovedet at tale om deres evne til at tilfredsstille deres partner. Tanja Rahm har et godt råd til manden, som igen vil tænde sin partner.
“Det bedste, en mand kan gøre, er at give sig tid til at lytte til kvindens behov. Hun skal have masser af ros både for hendes kvindelighed, men også for den måde, hun er mor for deres barn på. Til gengæld skal han også minde hende fysisk på, at der er forskel på den omsorg, hun kan få gennem ham, og den tryghed, hun kan få gennem barnet. Desuden er det måske på tide, at spædbarnet rykker ud af dobbeltsengen. Det er meget hyggeligt at have sit spædbarn til at ligge i revnen mellem sig i sengen, men det er ikke særlig befordrende for sexlivet.”

Kvinder og klar tale
På den anden side skal kvinderne også blive bedre til at udtrykke det, de har behov for. Mange mænd prøver rent faktisk mange ting for at få sexlivet til at blomstre, men hvis kvinden siger ja, men i virkeligheden mener nej, så er det jo svært at blive kloge på hinanden.
“Kvinderne skal lære at åbne munden og være mere klare i mælet, så manden er fri for at skulle gætte sig frem. Hun skal fortælle om sine behov uden at dunke manden oven i hovedet. Det er hun nemlig vældig god til, og det er ikke særlig stimulerende for kærlighedslivet.
Kvinder har en tendens til at brokke sig over alt muligt, lige fra om bleen sidder forkert, badevandet er for koldt, eller sutteflasken er for varm. De ved bedre, hvordan tingene skal gøres – og det gør de måske også. Problemet er bare, at hendes kritik får ham til at føle sig som et lille barn, som bliver rettet på af sin mor. Det er der ingen mand, der bryder sig om. Det kan give præstationsangst og manglende lyst til at gå i seng med deres partner.”
Efter Tanja Rahms mening er der desværre en del eksempler på, at kvinder er slemme til at være efter deres mænd og skælde dem ud for mange småting. Det medfører en dårlig stemning i forholdet, men kvinderne har ofte selv svært ved at se deres andel i konflikten. De synes som regel altid, at de har ret, fordi de ved bedre.
Drop brokkeriet
“Måske har de ret i, at sutteflasken er for varm, eller bleen sidder forkert – men det er jo ikke noget, barnet lider voldsom overlast af. Derfor skal hun holde op med at bebrejde og anklage ham og stole på, at han godt kan finde ud af at tage sig af sit barn. Så i stedet for at brokke sig over alle de ting, han ikke kan, så ros ham for det, han kan.”
Tanja Rahm slår til lyd for, at kvinder skulle prøve at være mere tilbageholdende i deres fremfærd og opføre sig mere feminint. Og i stedet for at hænge sig i ubetydelige detaljer, så var det en bedre idé at forsøge at være mere fokuseret på hinanden.
“Lav kæreste-aftener og prioriter voksen-tiden,” opfordrer Tanja Rahm. “Få ungerne passet, drop de huslige pligter og dyrk hinanden. Så har kærlighedslivet – og sexlivet – en chance for at blomstre.”