En fødsel er for langt de fleste kvinder en god og berigende oplevelse. Men for nogle kvinder bliver fødslen en oplevelse, som sætter langvarige spor og giver følelsesmæssige efterveer. En traumatisk fødsel kan give en skæv start på moderskabet og medføre mange uforståelige reaktioner. Men der er heldigvis mange ting, du kan gøre for at hjælpe dig selv og komme godt igennem oplevelsen. Hvad er en traumatisk fødselsoplevelse?
En traumatisk fødselsoplevelse er en oplevelse, hvor fødslen på en eller anden måde har været meget overvældende, en voldsom oplevelse, der har givet anledning til stor frygt, enten for barnets eller dit eget liv, eller der er sket noget meget uoverskueligt.
Det er ikke specielle typer fødsler, som giver en traumatisk oplevelse. Der er dog flere dårlige oplevelser hos fødende, der har oplevet komplikationer eller indgreb. En traumatisk oplevelse kan ses både ved fødsler, der er lange, korte, smertefulde eller smertefri, naturlige eller med mange indgreb. Det er kun den, der har oplevet fødslen, der kan definere, om den har været traumatisk.
Den udløsende faktor er den følelsesmæssige reaktion på det, der er sket. Det kan fx være følelsen af frygt og panik ved et pludselig opstået problem med barnets hjertelyd. Det kan også være følelsen af at være helt alene og ikke få den støtte, man havde brug for. Det kan være reaktion på en helt konkret ting, der er sket, eller det kan være reaktion på en mere følelsesmæssig oplevelse.
Fælles for de kvinder, som har haft en traumatisk fødselsoplevelse, er, at de i større eller mindre grad kan være påvirket af oplevelsen længe efter fødslen. Man kan have traumatiske reaktioner, og nogle kvinder udvikler endda det, som hedder post traumatisk stress disorder, PTSD. I USA er man begyndt at kalde denne form for traumatisk reaktion, som følger efter en traumatisk fødsel, for postpartum traumatisk stress disorder.
Hvad er PTSD?
Post traumatisk stress disorder er en tilstand, som kendetegnes af en masse forskellige symptomer, som et menneske kan få efter at have været udsat for en meget voldsom oplevelse. PTSD blev anerkendt som diagnose under Vietnamkrigen, hvor man for alvor forstod, at soldater kunne få meget voldsomme og ofte invaliderende psykiske problemer efter at have været udsat for voldsomme oplevelser. I dag ved man, at mange andre oplevelser kan give PTSD fx voldtægt, overfald, katastrofer, ulykker mm.
PTSD er en angstlidelse, hvor man ikke rigtig kan ryste den voldsomme oplevelse af sig, men befinder sig i et konstant alarmberedskab. Kroppen er nærmest i en kronisk forsvarsposition, og det er denne forsvarsposition og frygttilstand, der giver symptomer.
Hvad er symptomerne?
Det er heldigvis kun ca. 2 % af alle fødende, der får PTSD, men helt op til 25 % får traumatiske reaktioner, hvilket betyder, at man kun har nogle af symptomerne på PTSD. Uanset om man har en traumatiske reaktion eller har PTSD, er det en meget ubehagelig tilstand at være i, især når man også har en lille baby at tage sig af.
De almindeligste symptomer efter en traumatisk fødsel er:
At tænke på fødslen udløser kraftige følelser fx gråd eller fysisk ubehag. Andre symptomer som mareridt, flashbacks, grådlabilitet, følelsen af at være i en osteklokke og koncentrationsbesvær, forekommer også hyppigt.
Denne stresstilstand bevirker ofte, at man kan have svært ved at forbinde sig med sit barn, hvilket kan påvirke amningen og give et uroligt barn, fordi det fornemmer den følelsesmæssige stress.
Det kan være svært at forstå, hvorfor man kan være ked af det efter en fødsel, som der kom et sundt og rask barn ud af. Derfor er meget almindeligt, at man efter en traumatisk fødsel, også føler sig skyldig og utaknemmelig, og det forstærker bare de negative følelser.
Hvordan kan man komme igennem det
Det første skridt mod at komme igennem en traumatisk fødsel er at anerkende, at det var en traumatisk oplevelse. Det lyder måske lidt banalt, men mange kvinder ved ikke, at det, de føler, faktisk er forståeligt, og at der ikke er noget grueligt galt med dem. Det kan være en stor lettelse at forstå og acceptere, at man reagerer og føler, som man gør, fordi man har traumatiske reaktioner.
Det næste skridt er at tale om det, der er sket. Find nogen, som vil lytte og ikke dømme, om oplevelsen eller det, du siger, er rigtigt eller forkert. Du skal have vendt og drejet oplevelsen, og det kan også være en stor hjælp at skrive hele historien ned. Det er vigtigt at få grædt, og det er vigtigt at anerkende sig selv – du gjorde det, så godt du kunne, under de omstændigheder, der var.
Det kan også være en stor hjælp at få gennemgået sit fødselsforløb med den jordemoder, der var med til fødslen. Ofte kan det være en stor lettelse og hjælp at få forklaring på det, der skete.
Min erfaring som rådgiver for kvinder, som har haft traumatiske fødsler, er, at der ofte kan være megen selvbebrejdelse involveret i oplevelsen. Der kan være mange grunde til, at man giver sig selv skylden for det, der er sket. Men det hjælper ikke at placere skyld eller at bebrejde sig selv. Har du mange reaktioner på fødslen, og føler du, at oplevelsen påvirker dig så meget, at det har stor indvirkning på din hverdag, så har du brug for professionel hjælp. Der findes flere måder og terapeuter, som arbejder med mennesker, der har været udsat for traumatiske oplevelser.
Det er vigtigt at få hjælp tidligt. Jo længere tid man går med disse reaktioner, jo sværere kan det være at vikle sig ud af dem igen.