Sociale kompetencer kalder pædagoger og psykologer evnen til at færdes i forskellige sociale sammenhænge. Det er noget af det vigtigste, man kan give sine børn med hjemmefra. Men hvad er det egentlig, pædagogerne snakker om? Hvad er det for egenskaber, vi skal fremelske hos vores børn?
“Det handler om at udvikle børns evner til at stikke fingeren i jorden og finde den rette adfærd på det rette tidspunkt,” siger psykolog John Halse. Han har siddet i Børnerådet i en årrække samt været formand for Børns Vilkår.
En mangfoldig verden
“Det er blevet en mere broget verden, vi lever i, hvor man i nogle sammenhænge kan tillade sig at sige fx “Fuck dig!”, mens det er ilde set i andre sammenhænge. Det var betydeligt lettere i gamle dage at vide, hvad var rigtigt og forkert. I 50’erne havde min mor og far samme opfattelse af, hvordan man skulle opføre sig, som læreren på min skole. Var man kommet uheldigt af sted og havde gjort noget forkert i skolen, så fik man én på hovedet af læreren. Var man dum nok til også at fortælle det til sine forældre, så vankede der sandsynligvis endnu én på skrinet fra forældrene. Normerne var de samme, hvad enten man var i skole eller i hjemmet. Man skulle rette sig efter de voksne. Det var simpelt og forudsigeligt – men også stift ogundertrykkende. Selvom forudsigelighed skaber trygge børn, så skal vi bestemt ikke tilbage til de forhold igen. Nutidens normer skaber selvstændige børn med et stort selvværd, men de skal lære at begå sig i en verden, som består af en mangfoldighed af levemåder, og hvor spillereglerne kan være meget forskellige.”
Skal en familie bestå af en far og en mor?
Selv begrebet familie er ikke længere en fast størrelse. En familie består ikke nødvendigvis udelukkende af en far, en mor og en søskende, sådan som denalmindeligvis gjorde i gamle dage.
“Vores opfattelse af en familie er meget mere flydende i dag,” siger John Halse. “Mange børn lever i fraskilte familier, hvor mor og far har fået nye kærester,som igen også har familier og børn. Og børnene pendler mellem den ene storfamilie og den anden. Og her kan spillereglerne være meget forskellige.
Desuden behøver et forældrepar ikke længere være bygget op omkring en kvinde og en mand. En familie kan bestå af to mødre og ingen far, for det er blevet accepteret i vores samfund, at lesbiske også skal have mulighed for at få børn. Det er der pædagogisk ikke noget i vejen for. To kvinder kan være lige så gode forældre som en mand og en kvinde – eller måske to mænd. Det er bare nogle andre familiemønstre, end man kendte for 50 årsiden.”
Ligeværdige men ikke ligestillede
“Det vigtigste er, at børnene vokser op med nogle gode forældre. Og gode forældre kendetegnes ved, at de bakker op om deres børn og sørger for, at der er et ligeværdigt forhold mellem børn og forældre. Hermed mener jeg ikke, at børn og forældre er ligestillede. Børn skal have lov til at have deres mening og blive hørt, men jeg er ældre end mine børn og har mere erfaring. Derfor skal jeg også tage ansvaret for mine børn og tage stilling fordem i visse situationer. Det er ikke det samme som at tage ansvaret fra dem, men det kan være svært at overskue komplicerede beslutninger. Staten Danmark har fx også taget beslutninger for forældre med hensyn til skolegang og uddannelse. Loven siger, at alle børn skal gå i skole, fra de er seks år gamle. Det er ikke en beslutning, der står til diskussion. Her har staten taget ansvar for, at alle får en uddannelse og lærdom. Det gør detogså lettere at være forældre, at der er nogle andre, som har taget den beslutning for dem. Sådan skal det også være for børn. Vi skal tage ansvar for deres opvækst. Det gør det også meget lettere at overskue at være barn.
Indgå i familiens drift
Men hvordan skaber man så en god familie, kunne man passende spørge en garvet psykolog, som har oplevet mange børnefamilier på godt og ondt.
“I en velfungerende familie giver man sig tid til at tale sammen. Spørger ind til, hvordan det er gået i børnehaven eller i skolen. Men der skal også fælles oplevelser til for at få en familie til at hænge sammen. En fælles oplevelse kan være at cykle en tur, gøre rent sammen eller lave mad. På den måde får man bygget et fællesskab op og forpligter hinanden til at få det til at fungere. Vi gør nogle ting sammen – og for hinanden
“Jeg tror ikke, at det er rigtigt, at børn skal have pligter i familien. Til gengæld mener jeg, at de skal forpligtes til at få familien til at fungere. De skal inddrages i familiens drift allerede i en tidlig alder. Ellers ender de med at blive det, man kalder sleeping partners: Teenagere, der ligger inde på værelset og råber: “Jeg er tørstig!” og forventer, at mor kommer rendende og opvarter dem. Man må inddrage dem fra barnsben af, for det er unægtelig noget lettere at inddrage en seksårig i det huslige arbejde end en 12-årig. Så kan det godt være, at en seksårig ikke er til stor hjælp i et køkken. Det kan være både besværligt og mere tidskrævende at få lavet aftensmad. Men den tid er godt givet ud, når man kigger på lidt længere sigt, og så elsker de at hjælpe til i den alder.”
Drop skyldfølelsen
Selvom det er ideelt at inddrage børnene i det huslige, er det ikke altid, at forældre har overskud til det i en travl hverdag. Måske bliver der heller ikke tid til en cykeltur den dag. Men det gør ikke forældrene til dårlige forældre. Alle forældre vil gerne gøre det så godt som muligt. John Halse slår til lyd for, at man hver især skal gøre dét, man tror, er det rigtige. Forestillingen om den perfekte familie kan blot give dårlig samvittighed og dermed skyldfølelse. Og skyldfølelse er et dårligt grundlag at opdrage børn på, for så kan man blive usikkerpå, om det, man gør, er det rigtige.
Forældre med fejl
Til gengæld karakteriserer det også en god familie, at man kan finde ud af at fortælle sine børn, hvis man har handlet forkert ved fx at have overreageret i en situation og råbt højt af sit barn.
“Man skal turde indrømme sine fejl over for sine børn. Før i tiden var der en læresætning, der sagde, at forældre var ufejlbarlige, og man aldrig skulle vise sine børn, at man havde taget fejl. Man mente, at man så mistede sine børns respekt. Det forholder sig lige omvendt.
Hvis du viser, at du også kan tage fejl, vinder du dine børns respekt. Så kan de se, at det er menneskeligt at fejle, og at man lærer af sine fejl. “Jeg skulle ikke have skældt dig så meget ud, men jeg blev så sur,” kan man sige. Så hænger vreden ikke længere i luften, men er pillet ned i øjenhøjde. Man kan også godt sige, at man tog fejl, uden at det er tegn på svaghed. Det er mennesker med en stærk personlighed og stort overskud, som kan erkende, at de handlede forkert. Svagheden kommer til udtryk hos dem, som aldrig indrømmer at have gjort noget forkert.
Børn skulle jo også helst kunne komme og sige, at de har gjort noget forkert. Har de drillet en legekammerat eller – for de lidt større børns vedkommende – drukket tre øl, så vil vi forældre jo gerne vide det. Men det forudsætter, at børnene er vokset op i en familie, hvor der har været plads til fejltagelser og indrømmelser. Så er de bedre klædt på til at færdes blandt andre mennesker”, mener psykolog John Halse.
