Hvert år fødes omkring 6.000 børn, som er undfanget ved fertilitetsbehandling. Det svarer til 8-10 % af en fødselsår-gang. I 2007 blev det lovligt for enlige og lesbiske kvinder at få hjælp til at blive kunstigt befrugtet, og i 2008 blev 3.008 kvinder insemineret med donorsæd.
I 2009 havde Danmarks statistik registreret, at ud af 37 forskellige måder at være familie på, udgjorde enlige mødre med børn 110.831. En del af disse er selvvalgt enlige mødre, som har fået et barn ved hjælp af donorsæd. Kvinder har i mange år haft retten til at vælge et barn fra. Det har vi vænnet os til, og det valg træffer vi og tager ansvar for. Men retten til at vælge til – den skal vi vænne os til.
Her fortæller Anja, hvad der gik forud for hendes beslutning om at få et barn med sæd fra en anonym donor. (Anja er et opdigtet navn. Forfatteren er kvindens sundhedsplejerske).
Anonym sæddonor
“Jeg har jo faktisk selv betalt Liva. Jeg var over 40, da jeg gik i gang. Jeg hævede en pensionsopsparing for at få råd til hende, ellers var hun aldrig kommet. Man kan sige, at jeg havde en mulighed, for hvis jeg ikke havde haft den pen-sionsopsparing, så havde jeg ikke fået Liva, for hun kom jo til at koste en del penge.”
De fleste kvinder, som vælger at få et barn med donorsæd, har gjort sig mange overvejelser, inden de tager beslut-ningen. På Stork Klinik, hvor kvinder har kunnet få hjælp til kunstig befrugtning siden 1999, har jordemødrene gerne flere grundige samtaler med kvinden, inden de går i gang med inseminationen.
Jordemoderen Lillian fortæller: “Kvinderne overvejer, hvor de er i deres liv, og om kunstig befrugtning er en løsning for dem, for der er måske også andre løsninger. Man kan adoptere – eller blive ved med at lede efter en kæreste. Nogle kvinder har det svært med, at der ikke er en far. De overvejer at finde et bøssepar eller en donor. Hver eneste af kvinderne overvejer, om det overhovedet er noget for hende at blive mor til et donorbarn og være alene under graviditeten. De spekulerer på, hvordan det vil være at gå rundt med den store mave og ikke have nogen at dele det med, og de tænker “Kan jeg klare det?” Der er jo også barnet, som de skal tage ansvar for. De overvejer det valg, de er ved at foretage. De vælger barnet til. De har ikke fravalgt en far. Sådan er situationen bare. De havde forventet, at de skulle have en mand og skabe familie den vej, men tiden er gået, og de er stadig alene. Det kan være svært for den enlige at sige, at nu har jeg fundet den optimale løsning for mig og mit kommende barn, men når beslutningen endelig er truffet, skal det for hende være den bedste fremgangsmåde – og den skal føles rigtig.” Anja havde mange af de samme overvejelser: “På et tidspunkt havde jeg det sådan: “Nu skal jeg finde mig en kæreste, så jeg kan få nogle børn, for jeg bliver altså heller ikke yngre, vel?” Og så kom han bare ikke! Altså selvfølgelig, jeg mødte jo nogle, men dem ville jeg ikke have børn med. På det tidspunkt, da det blev lovligt for enlige at blive insemineret, havde tanken strejfet mig, at det kunne man jo gøre, og den tanke begyndte langsomt at dukke op igen. Samtidig tænkte jeg meget over, at hvis jeg gjorde det, så tog jeg en far fra mit barn. Jeg tænkte: “Kan jeg gøre det? Må man det – altså moralsk set – må man så godt gøre det?” For det er så stor en ting.
Et er, at nogle fædre vælger ikke at ville se deres børn. Det er jo ikke noget, man er herre over. Noget andet er at vælge på barnets vegne, at halvdelen af dets biologiske ophav er en donor, og at det dermed ikke får en biologisk far. Når man vælger at få børn, er det jo en egoistisk handling, og ønsket hos mig var så stærkt, at jeg tænkte, at jeg måtte retfærdiggøre det på en eller anden måde.
Lang proces
Det var en lang proces, der var undervejs i 5-6 år, så det siger jo noget om, at jeg virkelig har tænkt længe over det. Jeg har beskæftiget mig med børnekonventionen og børnerettigheder i forbindelse med mit arbejde, og jeg har haft den opfattelse, at det kan man bare ikke! Man kan ikke tage en far fra sit barn. Det kan man ikke! Det er bare ikke okay!
Jeg tænkte frem og tilbage over det, og så begyndte jeg at opsøge netværk med kvinder, som havde fået børn på denne måde, for at høre om deres erfaringer. Jeg læste nogle rapporter fra Holland, som er det land i Europa, som har brugt metoden længst. Da det første hold donorbørn blev 18 år, blev de spurgt: “Betyder det noget for dig, om du kender din far eller ej”? Det var problematisk for de børn, hvor det havde været meget tabuiseret, at man var donorbarn, mens det ikke var noget problem, hvor man havde været meget åbne omkring det og sørget for, at der var andre rollemodeller.
Det var virkelig et gennembrud for mig at læse de rapporter, og jeg tænkte: “Okay! Så er det måske ikke så slemt at gøre det.”
Men jeg blev ældre og ældre, og så skete der noget i december 2005. Vi havde en meget, meget god ven af famili-en, som desværre døde, og jeg tror, det var sådan lidt en kickstarter for mig, hvor jeg tænkte: “Nej, nogle gange må man bare gøre noget!” Jeg havde hæftet mig ved, at en af de donorbarnsmødre, som jeg havde talt med, havde sagt, at når barnet på et eller andet tidspunkt siger:” Hvordan kunne du finde på at gøre det her, så jeg ikke har en far?” så kunne man svare: “Ved du hvad, jeg savnede dig så meget, og jeg prøvede at finde en far, men det kunne jeg ikke, og så valgte jeg at få dig alligevel.”
Efterhånden kunne jeg mærke, at det var den rigtige beslutning. I januar 2006 sagde jeg: “Så, nu gør jeg det!” og hævede min pensionsopsparing, og jeg følte i det øjeblik, jeg havde sagt:
Trivsel
På Stork Klinik kan jordemoderen Lillian supplere: “Mange undersøgelser vedr. lesbiske forældre viser, at det faktisk går rigtig godt med deres børn. Også resultater af undersøgelser af enlige mødre viser sig meget positive. I disse undersøgelser skelner man meget klart mellem selvvalgt enlig og ikke selvvalgt enlig, og ser på, hvordan børnene trives og på deres forhold til deres mødre. Børnene er blevet interviewet, når de er 6, 12 og 18 år, og undersøgelsen viser, at de er tættere knyttet til deres mor, de har færre kontroverser, de bliver mere konsekvent opdraget end både børn af heteroseksuelle og børn af lesbiske forældre. Deres mødre er jo alene om opgaven, så det kræver lidt mere styring, kunne jeg forestille mig. Der er ikke problemer med nogle af gruppernes kønsidentitet. Deres intelligens og uddannelsesniveau er fint, de ligger ikke lavere end andre, og så står der oven i købet, at deres humoristiske sans er udpræget. De har simpelthen bedre humor!
Man har været bange for, at børnene skulle være mere udsatte for mobning på grund af den anderledes familiekon-stellation uden en far, men de kan jo blive mobbet for så meget andet andet, så det er nok vigtigt, at man ikke giver fraværet af en far skylden for alt. Det er dejligt at have en god far, men at have en far er jo ikke automatisk ensbety-dende med en lykkelig barndom, og hvis man ikke har en far, er det heller ikke ensbetydende med, at barndommen så bliver dårlig. Den bliver bare anderledes, og kvinderne er jo dygtige til at tænke over, hvad barnet så har i stedet for.”
Sundhedsplejerskens råd
Som sundhedsplejerske møder man mange donorbørn. Generelt kan man støtte disse børn ved at være åben og ufordømmende over for det faktum, at de er kommet til verden med hjælp fra en donor. Der kan opstå situationer i ethvert barns liv, hvor det føler sig sårbart og unormalt. Donorbørn og -unge kan være sårbare, fordi de ikke har no-gen far. De kan føle en mangel på identitet, hvis de ved, at de er donorbørn, men ikke kender donorens identitet. Dette gælder dog langt fra for alle donorbørn. Den voksne kan støtte barnet ved at anerkende dets personlighed og styrke dets identitet på andre måder. Man kan tale med barnet om dets alder, køn, påklædning eller fokusere på mere specifikke karakteristika, såsom dets omsorgsfuldhed, viljestyrke, ordenssans, mod til at gå i outreret tøj eller evne til at få venner. Man kan også fremhæve dets interesse for at læse eller dets viden om fodbold eller hajer – i det hele taget se på de positive sider, og lade barnet forstå, at det har mange facetter og gode egenskaber, som er med til at gøre det til et helt særligt menneske, der ikke kun behøver at identificere sig med ikke at have en far.
En anden slags familie
Anja har valgt at være meget åben, når folk spørger, hvor hendes datters far er. Hun svarer som regel direkte, at hun er donorbarn. “Ja, men folk kan være mistroiske til at begynde med, som om de tænker: “Altså, hvad er nu det for en familie?” ikke, men hvis man så er åben og imødekommende, så ender de med at synes, at det er fantastisk det her! At der er mulighed for at være en anden slags familie.”
Dansk Fertilitetsselskab: www.fertilitetsselskab.dk
Sundhedsstyrelsen: www.sst.dk
Etisk råd: www.etiskraad.dk
Ingelise Nordenhof: www.nordenhof.com / www.donorbarn.dk
Selvvalgt Enlig Mor: www.forumup.dk
